Det er min erfaring, at forskellige personalegrupper kan have mange forskellige opfattelser af, hvad supervision er. Jeg opfatter det derfor som vigtigt at nå frem til en fælles forståelse og vil altid starte med en drøftelse af dette ved opstarten af en ny supervisionsgruppe.

Supervision kan foregå i en personalegruppe, men det er også muligt at få supervision som enkeltperson, hvis man har brug for at få vendt en bestemt problemstilling eller hændelse i enrum.

Jeg vil i det følgende redegøre for mit syn på begrebet supervision:

For mig er supervisionsrummet et trygt rum, hvor det er muligt at lufte de besværligheder, man møder i sit arbejde. I en travl hverdag giver supervisionsrummet mulighed for ro og tid til at kunne reflektere over faglige problemstillinger, og supervision skulle også gerne resultere i en læring og højnelse af fagligheden over tid.

Jeg skelner mellem supervision og terapi

Det betyder, at den enkelte til hver en tid er i sin gode ret til at afgrænse sig og sige til, hvis han eller hun oplever, at noget går for tæt på vedkommende som privatperson, ligesom jeg som supervisor opfatter det som mit ansvar at sørge for, at dette ikke sker.

Terapi foregår i et terapilokale, og hvis vi under en supervision finder ud af, at et problem bunder i nogle privatpersonlige problemstillinger, så er det ikke noget vi vil arbejde med i supervisionsrummet, men noget den enkelte selv kan vælge at arbejde med i en individuel terapeutisk sammenhæng.

Som fag-personer, har vi dog altid en personlig rygsæk med os, som pludselig kan blive aktiveret, ofte uden at vi opdager det. Supervision kan være med til at afdække, at det er det, der sker, men et evt. videre privat/personligt arbejde skal efter min mening ikke foregå i supervisionslokalet.

Jeg skelner også mellem supervision og rådgivning

Supervision som fælles refleksion uden en ekspert. Rådgivning som eksperten, der øser af sin viden.

Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil øse af min viden på et bestemt område, men som udgangspunkt er alle i lokalet eksperter, med forskellige vinkler at byde ind med. Som supervisor ser jeg det som min opgave at få flest muligt af disse fælles ressourcer i spil.

Indenfor sundheds-og behandlingssektoren vil supervisionen ofte have form af sagssupervision. Her kan personalet tage en problemstilling op, som de går og tumler med i det daglige. Noget, de gerne vil blive klogere på eller have kastet noget lys over, så det bliver muligt at arbejde videre på en mere konstruktiv måde.

Når man arbejder med mennesker, vil man altid blive påvirket på forskellig vis, og arbejder man med børn eller voksne med traumer af forskellig art i bagagen, kan påvirkningen være endog meget kraftfuld.

Man kan blive rørt, ramt eller rystet som Susanne Bang (2003) skriver.

Rørt skulle vi gerne alle sammen blive, hvis vi ikke er blevet helt ‘galvaniserede’, men bliver vi ramt eller ligefrem rystede, så er det vigtigt at få kigget på det i supervision, for når vi er ramt eller rystede, så er vi ikke helt styret af vores frontallap og vores fornuft, så reagerer vi følelsesmæssigt og nogen gange uhensigtsmæssigt og ‘ufagligt’, selv om det slet ikke er vores intention.

Supervisionen kan derfor have et fokus på fagpersonen (eller gruppen af fagpersoner), og den måde vedkommende (eller gruppen) er blevet ramt på, eller der kan være fokus på den person, fagpersonen arbejder med, for bedre at kunne forstå personens handlinger og dermed at kunne finde nye og mere konstruktive måder at agere i samspillet på.

Jeg er oprindelig uddannet supervisor hos Ken Heap og Susanne Bang (Den sociale Højskole 1999) og bruger mange af de teknikker, som er nævnt i deres bog “Skjulte ressourcer” (1999), men jeg har også sidenhen tilegnet mig mere systemiske og narrative elementer, og vil anvende de forskellige teknikker afhængigt af personalegruppe og problemstilling.